Josefine & Niclas

 

Vildt lejrskolebryllup i Djursland
Bogensholm, Ebeltoft

Josefine og Niclas hev fat i mig, da de var på udkig efter en bryllupsfotograf der fangede de små øjeblikke - om det var af dem, gæsterne eller ude i køkkenet. Deres kæmpe kærlighedsfest på Bogensholmlejren skulle dokumenteres. Fra start til slut!

Og hvor er jeg glad for, at valget lige netop faldt på mig som deres bryllupsfotograf! For hold nu kæft en fest!

Valget af Bogensholm var nemt, da det er et sted der står Niclas nært. Det er et sted han er kommet som lille og Niclas’ søster holdte sit eget bryllup dér. Samtidig var det vigtigt for Josefine og Niclas at finde en venue, hvor alle kunne overnatte. Det var specielt vigtigt, da kærlighedsfesten skulle vare til den lyse morgen og mange af deres venner kom fra København. Nu, er jeg også selv kæmpe fan af Bogensholmlejren, da det simpelthen bare er så hyggeligt - perfekt til et lowkey hipster bryllup! Og prikken over i’et - med udsigt ud over Ebeltoft Vig. Yay!
Da jeg kom til Bogensholmlejren, var der allerede gjort klar til kærlighedsfest. Der var pastelfarver, smil, fadøl, palietter og kram over det hele - scenen var sat, det ville blive et fantastisk bryllup! Der manglede lige de sidste detaljer og koordinering, før alt var klar og ceremonien kunne begynde.

Da Niclas og gæsterne havde indfundet sig på pladserne og Flemming fra Livsceremonier havde tændt sin mikrofon, kunne Josefine gøre sin entré. Imens stod Josefines far og ventede på hende. Han nåede at kigge mange gange på uret, før han fik hende at se. Han var spændt og nervøs.
Da først Josefine trådte ud i gården på Bogensholm og op mod sin kommende mand, blev stemningen elektrisk og euforisk! Streamers og sæbebobler glimtede i solens stråler, imens gæsterne hujede, piftede og klappede af Josefine. Vielsen stod Flemming fra Livsceremonier for - og det var en fremragende vielse! Flemming er simpelthen så dygtig en formidler, at man - uanset tilhørsforhold - lever sig helt ind i fortællingen. Som en del af ceremonien, fik alle gæsterne en sten hver. Den sten, skulle de holde i hånden og ønske en ting for brudeparret. Herefter gik hver gæst, en for en, op og lagde deres sten i en cirkel. I denne cirkel, som stenene havde dannet, blev Josefine og Niclas viet. En meget smuk symbolik, som fik bryllupsfotografen til at græde (det skete flere gange i løbet af dagen).

Receptionen foregik ude foran Bogensholm, med Ebeltoft Vig i baggrunden. Her var det et glædeligt gensyn blandt gæsterne - hvor snakken specielt faldt på de polterabender der var blevet holdt for Josefine og Niclas. Efter lidt tid, tog Josefine, Niclas og jeg på en lille tur - vi skulle nemlig tage portrætter. Her gjorde vi brug af den omkringliggende natur, der var omkring lejrskolen. Brudeparret havde allerede gjort det klart for mig, at de hellere vil bruge deres til med deres gæster end at bruge en masse tid på portrætter. Derfor var vi tilbage på lejrskolen igen efter tyve minutter. Så var der også tid til gruppebilleder, inden middagen blev serveret.

Det var Italian Street Treats der brillierede i køkkenet, italiensk, fire retter. Imens der blev kokkereret, blev der holdt taler, indslag, sange og alt muligt andet inde fra festlokalet. Atmosfæren var ekstatisk og stemningen fantastisk! Som aftenen skred frem, byggede stemningen sig endnu mere op - og kulminerede med brudeparrets brudevals. Her blev de fejret med manér!
Efterfølgende stod den på fadøl, drinks, shots, dans, grin og good times til den lyse morgen.

Det hér er et af de bryllupper, jeg aldrig vil glemme. Tak for at jeg måtte være Jeres bryllupsfotograf, Josefine og Niclas <3

Hvis du gerne vil have de smukkeste, personlige og stemningsmættede bryllupsbilleder, så skal du 100% vælge Kristjan som fotograf!

Allerede fra første indledende samtale blev det hurtigt klart for os, at Kristjan vil være den helt rette - det var som at sludre med en god kammaret og ikke ens kommende bryllupsfotograf. Vi ønskede os uformelle, festlige stemningsbilleder fra dagen, og det fik vi så sandelig. Vi har under hele forløbet været fuldt ud tilfredse med Kristjan, han var som en flue på væggen, men samtidig så meget til stede.

Vi kunne ikke drømme om en bedre fotograf. I billederne synes vi virkelig at kunne mærke os selv, vores gæster og stemningen på dagen, som Kristjan, igennem hans kamera, har foreviget på bedste vis.
Kristjan ramte den lige i røven. <3
— Josefine & Niclas
Next
Next

Maren Sofie & Stian