Amanda & Tobias

 

Vildt københavnerbryllup!
Garnisonkirken / Orangeriet / Aamans Reffen

Én af de dage i 2021 der står klarest for mig, var Amanda og Tobias’ bryllupsdag d. 3 juli. De havde gjort dagen til deres dag. Den var intens, original, autentisk og nærværende. Det var min pissedygtige ven, bryllupsfotografen Anton Zeuthen, som havde anbefalet mig til Amanda og Tobias. Hold nu kæft hvor er jeg glad for det, Anton! Tak!

Grundet Covid-19 kunne Amanda og Tobias ikke holde én stor samlet bryllupsfest for alle deres gæster, familie som venner. Hvad gør man så?
Man holder da bare to fester – på én dag. Én for familien og én for vennerne.

Jeg var inviteret med til forberedelserne hos både Amanda og Tobias, da de havde lejet et værelse på både Sankt Annæ Hotel og Scandic Front Hotel lige ved Garnisonskirken. Her havde Amandas taget morgenmad, croissanter, juice og en to-go latté med til Amanda. De hyggede sig, da der både blev snakket, lavet playliste til natten - imens Amanda fik lagt makeup og sat hår. På den anden side af vejen havde Tobias inviteret sin bedste ven over, som skulle være ved hans side, imens han gjorde sig klar til vielsen i kirken. Senere kiggede stedfar Skipper også forbi. Her var morgenmaden erstattet med hotellets instant kaffe.

Vielsen i Garnisonskirken var spækket med glæde og kærlighed. Hegnet ude foran kirken var pyntet med balloner i alverdens farver. Gennemgående for hele bryllupsdagen var, at brudeparret havde personliggjort den ned i de mindste detaljer - en fremragende beslutning! Sådan skal alle brudepar gøre - gøre dagen, til deres dag! Receptionen blev holdt på den lille plads foran Garnisonkirken, hvor gæsterne hyggede sig med bobler, gode snakke og sæbeboler.

Første fest, for familien, blev holdt i Orangeriet ved Kongens Have. Men hvordan fragter man - effektivt - 60 personer på tværs af Københavns indre by? Cykeltaxaer, sgu da. Igen var stemningen hyggelig og fuld af kærlighed, da Amanda og Tobias’ familie fik fejret brudeparret. Sjove, skøre og rørende indslag under middagen med efterfølgende bryllupskage og brudevals i Kongens Have.

Fra Orangeriet gik turen til Wake Up Hotel, for lige at blive frisket op. Her blev cykeltaxaen erstattet med en pink limosine.
Efter 30 minutters opfrisker var det selvsamme limosine der satte kursen mod Aamans på Refshaleøen, som var dagens slutdestination.

Aamans på Refshaleøen lagde lokaler til det der skulle blive den vildeste fest jeg har deltaget i som bryllupsfotograf.
Inden gæsterne ankom, var der tid til at tage lidt urbane portrætter på Reffen. Refshaleøen er lidt af et dreamscenario for mig som fotograf. Her er så mange forskellige settings - alt fra natur til det mere industrielle og urbane. Fedt sted at tage billeder i! Under vores portrætsession gav jeg Amanda og Tobias tid til lige at trække vejret og nyde tosomheden et øjeblik.

Ved 17.30-tiden ankom de første gæster og da klokken slog 18.15, bød Amanda og Tobias deres gæster velkommen. Det ene skøre, vilde og sjove indslag blev efterfulgt af det andet, imens gæsterne blev forkælet med Aamans forskellige serveringer. Ikke nok med det, spillede Danmark EM-kvartfinale mod Tjekkiet imens festen var i gang. Så ved hvert af Danmarks to mål, blev der fejret, skålet og sunget. En helt magisk stemning, specielt da kampen endte 2-1!
Lige inden midnat dansede Amanda og Tobias dagens anden brudevals, som efter gik over i liveband og kæmpe fest!

Et brag af en dag!
Det er til dato det skøreste, vildeste og absolut fedeste bryllup jeg har været bryllupsfotograf til.
Tak for at byde mig ind i flokken, Amanda og Tobias <3

Vi havde den kæmpe store fornøjelse at have Kristjan med på hele vores bryllupsdag, fra tidlig morgen til dansegulvet var i fuld gang, hvor hans fantastiske evner, varme person og naturlige tilgang var med til at bidrage til vores kærlighedsfest.
Kristjan var med til vores dag blev helt speciel og vi er så taknemmelig for de smukke, personlige øjeblikke han har foreviget for os. Det er de bedst brugte penge i forbindelse med vores bryllup!
— Amanda & Tobias
Previous
Previous

Zoe & Tom

Next
Next

Trine & Simon